Så græskar og squash fra frø og glæd dig til lækre smagsoplevelser fra begge plantetyper. Der findes både hokkaido græskar frø og et væld af andre frø fra forskellige sorter af både græskar og squash. Du kan fx prøve kæmpe græskar frø eller spaghetti græskar frø – så er der noget for enhver. Glæd dig derfor til sommerens lækre, friske squash og til efterårets modne, farvestrålende græskar, der endvidere kan holde sig helt til foråret.
Både græskar og squash kræver en lun og solrig plads i en meget næringsrig og fugtighedsbevarende jord. Vand altid i tørre perioder og giv løbende gødning, mens planten vokser.
Her er en vejledning til squash og græskar frø såning: Begynd at så dine frø sidst i april til midt i maj. Brug 11 x 11 cm potter, der giver plads til de kraftige rødder. Planterne bliver hurtigt store, og så kan du med fordel potte dem om i større potter, som de kan være i indtil de skal flytte ud i haven.
Squash er typisk en plante med buskagtig vækst, der ikke flytter på sig, men som til gengæld bliver omkring 1 kvm i omkreds. Der findes dog også sorter, der kan kravle af sted.
Græskar er omvendt en plante, der lystigt drøner derudaf, når den først er kommet i gang. Det vil sige, at den er mere pladskrævende, med mindre du planter dine græskar op ad et stativ eller et hegn. På den måde kan du også dyrke græskar i en lille have eller på altanen.
Squash modnes relativt hurtigt, og skal spises så friske og små som muligt.
Græskar er omvendt lang tid om at modne, og det kan være udfordringen på udsatte steder. De skal nå at danne en tyk skal, og kan først høstes, når stilken er ved at tørre ind og er ved at skille sig fra ranken. Men pas på, de bliver ødelagt af den første frost.
Vil du gemme dine græskar hen over vinteren, skal de tørres et lunt og tørt sted i ca. 14 dage. Opbevar dem hængende i et jutenet eller lignende, på et frostfrit, tørt og ventileret sted.