Dyrk majs frø og få imponerende planter med de lækreste, friske majskolber. Der findes forskellige sorter, hvoraf du skal gå efter søde majs frø, der tilmed bliver dejlig sprøde. Hjemmedyrkede majs er en delikatesse i særklasse, som du kan imponere venner og familie med.
Majs trives på en solrig og lun plads, og har brug for både næring og vand, for at blive til kraftige planter med store flotte majskolber. Hvis sommeren er tør, er det nødvendigt at vande.
Majs kan sås direkte på friland, men jorden skal være varm, og du skal satse på en lun sommer. Dæk gerne bedet med fiberdug for at øge jordtemperaturen. Bedre er det at forspire dine majs sidst i april eller i begyndelsen af maj i en Rootmaster, hvor der er plads til, at rødderne kan udvikle sig.
Majs har brug for ca. 100 dage til at udvikle smagfulde majskolber. Det går pludselig stærkt med modningen, og de skal høstes indenfor 2–3 uger. Det kan derfor være en god idé at så flere hold med 2-3 ugers mellemrum, eller at så en tidlig og en lidt senere sort.
Plant dine majs ud i bedet, så de danner en firkant. En afstand på ca. 40 cm kan give to kolber på hver plante. På den måde bestøves de nemmere, og du optimerer din høst. Står majsplanterne på én lige række, bliver bestøvningen dårlig, hvilket kan ses på, at kolberne kun har majskorn hist og her.
Tilbage til friskheden, for du høster dine majs, når du med neglene kan presse en hvid mælkeagtig væske ud. Så ved du, at de er modne og har en god spisekvalitet.
Hjemmedyrkede grøntsager smager bare bedre, og de helt friske majs er simpelthen fantastiske: Du kan tilberede den på flere forskellige måder, fx grillet, bagt eller i forskellige sammenkogte retter med masser af krydderurter fra haven.