MISSING_TRANSLATION (TOPBAR.IMPERSONATE_ACT_AS)
Reconnect to nature
  • item.textGratis retur
  • item.textHurtig levering
  • item.textGrundlagt i 1933
Til forhandlere

Dyrk tomater

19 July 2021

At dyrke tomater behøver ikke være særligt svært eller kræve meget plads – og du behøver hverken drivhus eller have. Vælger du pottetomater, kan de nemlig dyrkes i vindueskarmen eller på altanen. Vores tomatguide hjælper dig med at dyrke tomater fra såning til høst.

At dyrke tomater fra frø er noget man kan gøre, uanset hvordan og hvor man bor. Du kan dyrke tomater i en palleramme, på altanen, i drivhus og endog inden døre – og hvorfor ikke hydroponisk? At dyrke sine egne tomater og følelsen af at sætte tænderne i den første solvarme tomat er helt fantastisk!

Hvornår skal jeg så tomatfrø?

Du kan begynde at forkultivere tomater fra midten af februar frem til april. Det bedste resultat fås ved at så tomatfrøene i et minidrivhus. Har du ikke et minidrivhus, kan du så frøene i små potter med lidt plastfilm over, som du laver et par huller i.

Hvordan gør jeg?

  1. Fyld beholderen med såjord, vand jorden så den bliver fugtig, og læg frøene på jordoverfladen. Dæk derefter med et tyndt lag jord eller vermiculite. Vand lidt mere.
  2. Stil såningen varmt – gerne ved 20 °C eller mere – og hold den fugtig. Tomater spirer dårligt ved lave temperaturer, så hvis det er koldt inden døre, kan en varmemåtte være en god idé. Gulvvarme? Stil dine såninger der.
  3. Når planter spirer op, kan man med fordel sænke temperaturen et par grader. Det er også vigtigt, at planterne får meget lys. Anbring tomatplanterne i en vindueskarm, helst mod syd, hvis du ikke har ekstra vækstbelysning. Fortsæt med at holde såningen fugtig ved at vande lidt nu og da.

Nelson_Garden_Odla_tomat_image_1.jpeg

Hvis der kommer meget løv, kan du fjerne en del af det, så tomaterne kan nå at modne.

Hvilken sort skal jeg vælge?

Der findes masser af forskellige tomatsorter at vælge imellem. Både højtvoksende og lavtvoksende. Der er cherrytomater, blommetomater, ampeltomater og bøftomater. Der er gule, grønne og klassisk røde tomater. Valgmulighederne er mange!

Uanset om du vælger en lavtvoksende busktomat eller en højtvoksende sort, som kræver opbinding, vil du opleve stor variation på frugterne. Nogle har en tynd skal og er velegnede til at spise lige fra planten. Andre har en tykkere skal, som giver bedre holdbarhed, så de kan opbevares i lidt længere tid.

En busktomat modner ofte hurtigere end en højtvoksende sort, så vælg sådan en, hvis du er utålmodig. Du kan også dyrke flere tomatsorter med forskellig udviklingstid for at få en lang tomatsæson. Alle tomater foretrækker varme og bør dyrkes på beskyttede steder, men visse sorter fungerer godt på friland. Andre tomatsorter trives dog bedst i drivhus eller på et sted, der er lige så varmt. Det er angivet med et drivhussymbol på frøposen.

Start altså med at beslutte, hvor meget plads din tomatdyrkning skal have og vælg sorter derefter. Når du ved, hvilke sorter du har plads til, kan du begynde at udvælge efter egenskaber som eksempelvis smag, konsistens og holdbarhed.

Nelson_Garden_Odla_tomat_image_2.jpeg

Tomater kan sagtens dyrkes i potte eller ampel, hvis du vælger en lavtvoksende sort.

Hvornår skal jeg omplante tomatplanter?

Lad tomatplanterne vokse i deres minidrivhus, indtil du kan se, at der begynder at vokse yderligere et bladpar frem (karakterbladene) oven over de første hjerteformede blade. Nu er det på tide at omplante tomaterne til en potte fyldt med lidt mere næringsrig plantejord.

Løft forsigtigt tomatplanten op med rødderne og sæt den ned i en større potte med jord. Sæt gerne tomatplanten dybt ned i jorden i den nye potte, så det næsten kun er plantens blade, der rager op over jorden. Tomatplanten danner rødder langs med stammen og kan dermed bedre udvikle sig.

Hold jorden fugtig og tilsæt flydende næring efter et par uger i den nye potte. Fortsæt med at gøde jævnligt. Omplant planten igen, når den er blevet større, og fyld godt op med jord i potten op til det nederste bladpar.

Nelson_Garden_Odla_tomat_image_4.jpeg

Omplant tomaterne gradvist. Lad rodsystemet fylde potten ud, før du omplanter til en større potte.

Hvornår skal jeg begynde at tilføre næring?

Når du omplanter en tomat, er den nye plantejord fuld af næring. Bruger du jord fra din egen have, har du sikkert fyldt op med næringsrig kompost, som tomaterne med glæde sætter til livs. Efter to til tre uger er det på tide at tilføre mere næring. Det bedste er at tilføre næring lidt og hyppigt, mindst en gang om ugen, lidt afhængigt af hvilken næring, du vælger at anvende.

De fleste planter kan klare sig med næsten den samme næring – planterne styrer nemlig selv, hvor meget de optager af de respektive stoffer. Næringsbehovet er forskelligt, afhængigt af hvor i vækstfasen tomaten befinder sig. Når det er tid til frugtsætning, behøver den nemlig lidt mindre kvælstof (fremmer bladvæksten) og lidt mere fosfor og kalium (fremmer frugtsætningen). Hvis du vil gøre det nemt for dig selv, findes der specialgødning til tomater.

Eftersom tomater vokser hurtigt og kræver næring både for at vokse og udvikle frugt, skal du sørge for, at de har næring helt frem til sidst på sommeren. Hvis du slet ikke tilfører ekstra gødning, skal dine tomatplanter nok overleve, men de vil formentlig ikke give noget større udbytte.

Hvornår kan jeg udplante mine tomater?

Når nattemperaturen ligger på omkring 8 °C eller mere, kan du sætte dine tomater ud i drivhuset eller på et beskyttet, solrigt sted op ad husmuren. Væn tomatplanterne til udelivet ved først kun at lade dem stå ude nogle timer ad gangen i to til fire dage. Undgå kraftigt sollys de første dage. Hvis dine tomatplanter skal stå i potte, skal hver enkelt plante snart have en større potte. Mindre busk- eller pottetomater kræver potter på ca. 5-10 liter, mens højere tomatsorter skal have mindst 20 liter jord. Sæt kun én tomatplante i hver potte.

Dyrker du højtvoksende tomater? Så sørg for at etablere solid støtte allerede fra starten.

At knibe eller ikke knibe tomatplanterne?

For at få så mange tomater som muligt på hver tomatplante i vores korte sæson, er det vigtigt at sikre planten optimale forudsætninger. Det gør man blandt andet ved at knibe tomatplanten. Det betyder, at man fjerner sideskuddene, som vokser i en 45 graders vinkel mellem stamme og bladgren. Tomatplanten får dermed mere kraft til udvikling af tomater, i stedet for at kraften bruges til at udvikle flere grene og blade.

Det er ikke alle tomatplanter, som skal knibes, kun de højtvoksende. Disse kræver desuden opbinding. Busktomater, dværgtomater og ampeltomater kræver som regel ikke knibning, eftersom også sideskuddene vil nå at udvikle frugter.

Det er angivet på frøposen, om din sort kræver knibning.

Nelson_Garden_Odla_tomat_image_6.jpeg

Når du kniber tomater fjerner du de små nye skud (”tyvene”), som vokser frem mellem sidegrenene og plantens hovedstamme. På denne måde får tomatplanten kraft til at udvikle flere og større tomater.