Ved at så om efteråret forbereder du en rekordtidlig start i haven det kommende forår. Her giver vi dig eksempler på grønsager, krydderier og andre planter, som vil være udmærkede at så i sensommeren og efteråret, ja, faktisk helt frem til der kommer frost.
Haven får efterårets farver, og dyrkningssæsonen er ved at være slut, men måske ikke rigtigt alligevel… Her viser vi alle de frø, du kan bruge, hvis du vil så om efteråret. Vi har delt frøene ind i fire grupper:
Det angives ikke på frøposerne, hvilken gruppe frøene tilhører, men ved hjælp af nedenstående billeder og tips håber vi, at du får et efterår fyldt med smag og duft, og ikke mindst et spændende forår i din have.
Basilikum, koriander og salat.
Så indendørs i løbet af hele året, og høst efter behov. I den mørke årstid kan planterne have godt af lidt ekstra belysning.
Japansk kål, radise, spinat og vintersalat.
Så i august og september. Dette er sorter, der både spirer og vokser hurtigt. Den kølige døgntemperatur bevirker også, at mængden af skadeinsekter mindskes. Høst om efteråret og i den tidlige vinter.
Salatløg og vintersalat, men også velkendte blomster som smalbladet klokke, studenternellike, forglemmigej, marieklokke, stedmoder og okseøje.
Så i september og oktober. Frøene når så at spire og danne en bladroset, som overvintrer. Beskyt de små planter med blade eller væv, inden frosten kommer. Det kan dog være en god idé at markere planterne tydeligt, således at du nemt finder dem igen, når sneen smelter. Når lyset vender tilbage om foråret, begynder planterne at vokse, og du får en dejlig tidlig start i haven.
Grønsager som dild, purløg, løg (løgfrø, men ikke sætteløg), gulerod, pastinak, persille, persillerod, radise, ræddike, salat og skorzonerrod. En del etårige sommerblomster kan komme ekstra tidligt i gang med efterårssåning, f.eks. atlaskblomst, kornblomst, ridderspore, morgenfrue, guldvalmue og valmue. Mange stauder er også velegnede til efterårssåning.
Så i oktober og november, lige før frosten kommer. Frøene skal overvintre i jorden og først spire, når lyset og varmen vender tilbage om foråret. Dette er naturens egen metode, og den passer bedst til frø, der tåler kulde, eller som har behov for kuldebehandling (såkaldt stratificering) for at spire. Hvis du sår for tidligt, når frøene at spire, og de små planter kan tage skade om vinteren. Hvis frosten derimod er kommet, kan du prøve at så alligevel og kun dække frøene med lidt jord.
Du kan nå at få meget lavet, når du sår om efteråret og kan se frem til en rekordtidlig høst. Men husk at bearbejde jorden godt, og lug alt ukrudt væk, da du ikke kan gøre det om foråret uden at ødelægge dine små spirende planter. Vinterfugt kan få frøene til at rådne, og derfor er det også vigtigt, at jorden er løs og veldrænet.
Det er nemt at glemme præcis, hvor du såede frøene, så husk at markere sårækken, så du kan finde den igen, når sneen forsvinder. Det kan være en god idé at dække med en stribe sand, når du sår om efteråret.
Held og lykke med din efterårssåning!