MISSING_TRANSLATION (TOPBAR.IMPERSONATE_ACT_AS)
Reconnect to nature
  • item.textGratis retur
  • item.textHurtig levering
  • item.textGrundlagt i 1933
Til forhandlere

Hvordan man får succes med Coleus

15 June 2022

Paletblad, eller Coleus, bliver stadig mere populær. Det undrer os ikke, at den tit har en meget synlig placering i stadigt flere hjem. Med dens farvestrålende blade og villige vækst er den perfekt at dyrke både inde og ude. Har du den i vindueskarmen året rundt, vil der blive nogle udfordringer i den mørkeste del af året, men her får du nogle tips til at få succes med dyrkningen året rundt.

Nelson_Garden_How to succeed with Coleus_image_2.jpg

Dyrk selv paletblad

Kender du nogen, som har paletblad, er det supernemt at tage en stikling, og på denne måde får du en ny plante, der bliver temmelig stor i løbet af kort tid. Til en stikling behøver du kun et topskud. Sørg for at få mindst 5 cm stilk, således at det er nemt at sætte den i et glas med vand, efter at du har fjernet de nederste blade. Brug et rent glas, og udskift gerne vandet en gang imellem for at undgå bakterievækst. Efter 2-3 uger er der som regel kommet rødder på stilken, og planten er klar til udplantning. Vælger du at plante stiklingen direkte i jorden uden at sætte den i vand først, er det vigtigt at holde luftfugtigheden høj efter udplantningen. Her vil det være nyttigt med et minidrivhus for at skabe et stabilt miljø. Til begge fremgangsmåder er det smart at benytte en næringsfattig jord, f.eks. såjord. Denne jord giver en god start, og er skånsom for nye planterødder.

Det er ekstra sjovt at dyrke Coleus fra plantens mikroskopiske frø. Sår du i februar/marts, har du planter, der er klar til sommeren. Benyt en let fugtig såjord, som presses sammen, før frøene spredes ud. Derefter dækkes frøene med et lag Vermiculite, som giver et stabilt miljø og holder på fugtigheden ved frøene, samtidig med at lyset slippes igennem. Efter såning sættes hele potten i en skål med vand, således at jorden kan suge det vand op, som er nødvendigt, før Coleus-stiklingen sættes i et minidrivhus. Et tip til en hurtigere spireproces er at sætte minidrivhuset på en varmemåtte, som giver undervarme. Har du en plantebelysning tilovers, vil dette give de små planter det nødvendige lys til en kompakt vækst helt fra start. Når planterne er store nok til at håndteres, bør de prikles ud i separate potter med en mere næringsrig jord for videre vækst.

Nelson_Garden_How to succeed with Coleus_image_4.jpg

Sådan passer du Coleus

En Coleus har krav til pasning i form af lys, vand, næring, temperatur og topning. Dette er vigtige elementer for at få en stærk plante med kompakt vækst og smukke farver på bladene. Paletblad dyrkes primært for bladene skyld, og mange oplever blomsterne som buskede og rodede. Hvis du topper planten, vil den få flere sideskud, og dens blomsteranlæg fjernes. Topning betyder egentlig bare at klippe toppen af et skud. Dette giver signaler tilbage til planten om at sætte nye skud fra bladfæsterne under. Ofte vil en topning give 2-4 nye skud på den eksisterende gren. Gør du dette jævnligt fra planten er lille, vil du får en tættere og mere busket form på din paletblad.

Paletblad kan lide en veldrænet jord, som holdes jævnt fugtig. Flydende gødning i forbindelse med vanding vil give den en stabil tilførsel af næring og en god vækst. Fordi paletblad vokser meget, vil den have stort behov for mere energi og lys. De farverige blade bliver absolut flottest, hvis de får meget lys, men man bør undgå stærk sol. Halvskygge eller et filtreret lys vil være super og vil give bladene flotte farver. 

Nelson_Garden_How to succeed with Coleus_image_3.jpg

Paletblad på sommerferie udendørs

Som mange andre stueplanter vil Coleus trives udendørs om sommeren. Samtidig vil planterne pynte i en potte på altanen eller et sted i haven. Halvvejs under et træ, eller som et element mellem meget andet grønt, vil de virkelig komme til deres ret. De synes ikke om for lave temperaturer, da de kommer fra varmere himmelstrøg i Asien og Australien. Dette gælder specielt i begyndelsen af sæsonen. Giv derfor Coleus lidt tilvænning. Vent med at sætte dem ud, til det er over 10 grader om natten. Når efteråret kommer, er de mere robuste og vil fint kunne stå, til termometeret kryber ned mod nul grader. Skal du tage planterne ind til overvintring, vil det være smart at tage dem ind, før det bliver for koldt. Sådan sparer du dem for chokket over at komme ind i varmen igen.

På grund af temperatursvingninger og lysmængde vil Coleus få de absolut fineste farver udendørs om sommeren. De bliver herligt mættede i farven, og væksten bliver mere kompakt. Husk at sætte dem i halvskygge og at undgå stærk sol. Samtidig vil en fortsat knibning af toppene medføre, at planterne bruger alle kræfter på at udvikle nye blade og ikke til at danne blomster.

Nelson_Garden_How to succeed with Coleus_image_1.jpg

Når du tager planterne ind om efteråret

Efter en god sommer ude vil det måske blive udfordrende at tage planterne ind på grund af størrelsen. Har der været gode vækstbetingelser, vil nogle Coleus kunne blive temmelig store, og de har derfor ikke en chance for at få plads i en vindueskarm. Da kan løsningen være at tage nye stiklinger! Tager du planterne ind eller vælger at tage stiklinger, bør dette gøres, før det bliver for koldt ude. De stiklinger, du tager om efteråret, vil hurtigt kunne blive nye moderplanter for næste års planter.

Efterhånden som dagene bliver kortere om efteråret, vil paletblad begynde at ændre vækstform og miste farven, når de kommer ind. Heldigvis findes der i dag gode hjælpemidler og nemme tricks, som bevirker, at overvintring af paletblad går som en leg – nemlig plantebelysning!

Som for alle andre planter er balancen mellem lys og temperatur afgørende for en god vækst og trivsel. Sørg for, at paletblad ikke står alt for varmt, og undgå, at den står over en radiator. En temperatur på 15-20 grader er fint. Giv gerne ekstra plantebelysning, helst 12-14 timer lys hver dag. Med denne balance vil planterne vise helt andre tegn på trivsel med mere farve i bladene og en tættere vækstform. Med plantebelysning vil de nye stiklinger hurtigere slå rod, og med tillægsbelysning holder du væksten i gang gennem hele vinteren. Husk at toppe gennem vinteren for en mere kompakt vækst.

Et ekstra dyrkningstips til Coleus udendørs

Planter du Coleus ud om sommeren, vil det være smart at tage en potte med et stort volumen. Hvis du planter i et bed eller en palleramme, er der ikke noget problem. Potter vil spare dig for et stort vandingsarbejde og give planterne en større trivsel. En større potte med mere jord giver mindre risiko for udtørring, og da paletblad synes om en jævnt fugtig jord, men ikke at blive gennemblødt, vil en stor potte give stabilitet, uden man behøver at vande hele tiden. Foruden en god størrelse vil det altid være smart at have et hul i bunden på potten.