topbar.impersonate_act_as

Dyrk stolt kavaler

14. april 2022

Med florlette blomster og dildlignende blade er stolt kavaler meget sejere, end den ser ud til. Et must for dem, der drømmer om endeløs plukning af hjemmedyrkede blomster denne sommer!

At følge stolt kavaler fra frø til en kæmpeplante fuld af blomster i hvide, lyserøde eller gule nuancer er ret utroligt. Selv de lidt lavere sorter byder på stor voksekraft i form af en vedvarende blomstring – ikke underligt, at bier og sommerfugle kan lide den.

Hvornår skal jeg så?

Stolt kavaler kan sås direkte på friland, når jorden er blevet varm – i maj de fleste steder. Hvis du har mulighed for det, er det en god idé at forkultivere stolt kavaler indendørs og plante den ud, så snart risikoen for frost er overstået. På denne måde kan den blomstre allerede i maj. Selv hvis du sår den lidt sent, har du alligevel en god chance for at få blomster. Stolt kavaler blomstrer længe, helt til frosten kommer.

Nelson_Garden_How_to_grow_cosmos_image_1.jpgHvis du forkultiverer stolt kavaler i en plugbakke, kan du nemt plante planterne ud, når risikoen for frost er overstået. Foto: Lovisa Back

Hvordan sår jeg?

Frøene skal kun dækkes med et tyndt lag jord, højst et par centimeter. Hvis du vælger at forkultivere, er det perfekt at så frøene i en plugbakke eller lignende. På den måde får du fine stikplanter til at plante ud, når risikoen for frost er overstået! Lad gerne bakken stå varmt, på en varmemåtte eller over en radiator, så vil frøene spire hurtigere. Efter spiring stilles forkultiveringen på et køligere sted.

Hvilken jord er bedst?

Stolt kavaler trives i muldrig, sandblandet jord uden for meget næring.

Hvilket sted er bedst?

Stolt kavaler er velegnet til dyrkning både på friland og i større potter. Højden kan variere fra 30 cm til 150 cm. Læs på frøposen, så du ved, hvilken sort du vælger. Stolt kavaler trives godt på solrige steder.

Hvorfor blomstrer den ikke?

Stolt kavaler er en af de blomster, der kan få for meget næring – i hvert fald hvis du vil have den til at blomstre. For meget næring får planten til at producere masser af blade, og den bliver ligeglad med at danne blomster.

Stolt kavaler er også en kortdagsplante. I juni, når det er lysest, bliver det ikke mørkt tilstrækkeligt længe. Blomstringen sker først, når nætterne bliver længere. Hvis du starter dyrkningen tidligt, vil den blomstre hele sommeren, men den er smukkest mod slutningen af sommeren. Hvor følsom stolt kavaler er over for lys, kan variere mellem sorterne.

Nelson_Garden_How_to_grow_cosmos_image_4.jpgI tilfælde af for meget gødning risikerer du at få dårlig blomstring. Stolt kavaler blomstrer bedst i en mere mager jord. Foto: Lovisa Back

Hvor længe blomstrer den?

Fjern visne blomster og vær generøs med at tage stolt kavaler med i dine buketter – jo mere du plukker, jo mere blomstrer den! Stolt kavaler er ikke særlig kuldefølsom og blomstrer længe. Somme tider vil den klare den første frost uden problemer.

Hvilken gødning skal jeg give?

Stolt kavaler behøver ikke meget gødning, men sørg for, at jorden er grundgødet og giv den lidt ekstra gødning nogle gange i løbet af sommeren. Her kan du læse mere om gødning.

Nelson_Garden_How_to_grow_cosmos_image_2.jpgSpar ikke på buketterne! Stolt kavaler er en vidunderlig snitblomst, der blomstrer mere og bedre, jo flere du plukker. Foto: Lovisa Back

Skal den toppes?

Du behøver ikke at toppe den, det vil sige afskære toppen af planten for at få en mere tæt plante. Men planten tager ingen skade, og det kan få den til at forgrene sig mere.

Kan den overvintre?

Stolt kavaler er en etårig plante, men det sker, at den sår sig selv, hvis man lader blomsterne blive siddende og danne frø.

Tips om forskellige typer af stolt kavaler

Nelson_Garden_How_to_grow_cosmos_image_3.jpg’Double Click’, ’Gazebo Red’, ’Candy Stripe’ og ’Daydream’. Foto: Lovisa Back

'Double Click' har ensfarvede, pjuskede blomster i forskellige nuancer af lyserød eller hvid. Planten bliver rigtig høj – op til 120 cm.

'Gazebo Red' er en lavere variant af stolt kavaler og blomstrer med ceriserosa-røde blomster.

'Daydream' har hvide blomster med lyserøde indslag ved kronbladets fæste. Planten bliver normalt 100-120 cm høj.

'Candy Stripe' har hvide blomster med ceriserosa kanter, der kan fylde en større eller mindre del af kronbladene. Planten bliver ca. 75 cm høj.

Nelson_Garden_How_to_grow_cosmos_image_7.jpg
'Xanthos' har små, lysegule blomster. Foto: Lovisa Back

'Xanthos' hører til de mindste, både hvad angår blomst og højde, da den kun bliver omkring en halv meter høj.

Nelson_Garden_How_to_grow_cosmos_image_6.jpg

'Vega Mixture' og 'Early Summer' består begge af store blomster i en blanding af hvide og lyserøde nuancer. Mens 'Vega Mixture' bliver 30-50 cm høj, vil 'Early Summer' blive omkring en meter høj.