MISSING_TRANSLATION (TOPBAR.IMPERSONATE_ACT_AS)
Reconnect to nature
  • item.textGratis retur
  • item.textHurtig levering
  • item.textGrundlagt i 1933
Til forhandlere

Vækstlysskolen

02 March 2022

Nøglen til en succesfuld dyrkning er lys. Selvfølgelig har du brug for jord af god kvalitet samt frø, der kan gro, og som får nok vand og næring. Lyset er dog nødvendigt for, at dine planter bliver friske og frodige. Her får du svar på, hvornår du skal tænde ekstra vækstbelysning, og hvordan du vælger den rette belysning.

Med vækstbelysning kan du dyrke betydeligt mere året rundt. Du kan desuden dyrke mange flere steder end vindueskarmen. Du kan også dyrke flere slags planter, der har brug for at starte tidligere. Dette gælder især de planter, der oprindeligt stammer fra varmere klimaer.

Hvornår er der brug for vækstbelysning?

Naturligt dagslys er altid at foretrække, både til såning og allerede fuldt udviklede planter. I perioden fra oktober til marts, og noget længere hvis du bor nordpå, er dagslyset ikke stærkt nok eller fremme længe nok. Ekstra vækstbelysning er derfor nødvendigt for at give dine planter nok lys i vinterhalvåret.

 

Nelson_Garden_Grow lights_image_1.jpeg
Med vækstbelysning kan du starte din forspiring både tidligere og i større skala. Så er du ikke afhængig af vindue eller årstid.Foto: Annika Christensen

Vækstbelysning til forspiring

Mange af de grøntsager, vi dyrker, stammer fra varmere klimaer, hvor dagslængden er mere jævn i løbet af året. Selvom disse planter trives hos os i sommermånederne, så er sæsonen for kort til, at frugterne kan nå at modnes. Disse sorter skal derfor forspires meget tidligt for at kunne give høstklare frugter, inden efteråret kommer.

Chili, peberfugt, aubergine, ananaskirsebær og artiskok har godt af at forspire med vækstbelysning. Selv blomster som pelargonie og kæmpejernurt skal sås tidligt, hvis de skal nå at blomstre.

Lyset er nødvendigt for at få flotte og kraftige planter. Når vi sår tidligt på året, er dagslyset begrænset. For lidt lys fører ofte til, at dine forsåede planter bliver alt for spinkle. I ren desperation stikker de i vejret for at lede efter lyset, som de instinktivt ved kommer ovenfra.

Skal jeg forså alle mine frø midt om vinteren?

I princippet kan du så og dyrke dine planter når som helst på året. Med ordentlig belysning vil du også kunne få modne tomater i januar. Inden du sætter dine frø, bør du tænke over, hvor du gerne vil have dine planter, når de har vokset sig store. Vil du have en tomatplante ude på altanen eller i haven, er der ingen grund til at så for tidligt. Så er der risiko for, at du står med fuldvoksne planter, som du endnu ikke kan sætte udenfor.

Visse sorter, for eksempel agurker, trives ikke med at stå for længe inde i varmen. Trods belysningen kan de så blive lange og ranglede. At plante alt for store planter ud, som allerede har fået et ordentligt rodnet, er lidt mere risikabelt end at plante ud, mens de stadig er ganske små.

Nelson_Garden_Grow lights_image3.jpgFlere chilisorter skal sås midt om vinteren for at modne, inden sommeren er slut.

Vækstbelysning for modning

Når efterårsmørket kommer, er der ret stor sandsynlighed for, at du stadig har nogle umodne frugter på dine planter. Tomater modner fint på egen hånd, selvom du har høstet dem. Chilifrugterne kan derimod være lidt vanskelige. Tag dine favoritplanter indenfor, når det bliver for koldt, og giv dem ekstra lys ved hjælp af vækstbelysning. Så modner chilifrugterne hurtigere.

Vækstbelysning for overvintring og ekstralys

Pelargonier, chiliplanter og middelhavsplanter såsom citrus- og oliventræer bliver ofte lidt riset i vintermørket. Disse planter overvintrer bedst, hvis de står køligt og lyst.

Også de potteplanter, du har i vindueskarmen, klarer normalt vinteren meget bedre, hvis de får ekstra lys. Den lille mængde lys, der kommer gennem vinduet, er ikke nok til, at planternes fotosyntese fungerer optimalt.

Skal jeg vande mine overvintrende planter?

Selvom dine planter går ind i en lettere hvileperiode om vinteren, kan de have brug for både vand og næring for at kunne holde på deres grønne blade. Vand kun sparsomt, og skær ned på næringsmængden, men sørg for, at potten aldrig tørrer helt ud. Jo varmere, de står, jo mere lys, vand og næring har de brug for.

Nelson_Garden_Grow lights_image_2.jpeg
Vil du gerne høste kraftige mikroblade fra køkkenbordet om vinteren, så er det en god idé med vækstbelysning. Jo længere inde i køkkenet din dyrkning står, jo sværere er det for dagslyset at nå ind. Foto: Annika Christensen

Vækstbelysning for høst året rundt

Med vækstbelysning kan du have gang i din egen grøntsagsdyrkning hele året rundt. Især grønne blade og krydderurter fungerer godt og er værd at dyrke. De vokser hurtigt, er bedst friskplukkede og kræver meget lidt jord. Du behøver altså ingen store krukker med masser af tung jord.

Hvordan vælger jeg vækstbelysning?

Vi ved, at det naturlige lys ikke er nok om vinteren. Spiller det nogen rolle, hvilken lampe du hænger over dine frø og overvintrende planter? Nu kigger vi nærmere på, hvilken belysning, du bør vælge, og hvordan du anvender den.

Nelson_Garden_ Grow lights_image_4.jpg
Dyrk mikroblade, og høst dine egne grøntsager hele vinteren. Foto: Markus Danielsson

Type af lampe og lysets placering

Da naturligt lys er det bedste, bør din vækstbelysning kunne efterligne dette i så stor udstrækning som muligt. En almindelig glødelampe, som ganske vist heller ikke kan købes længere, er ikke nok. Da glødelampen afgiver meget varme, skal den hænge lidt væk fra planten, og så bliver lyset for svagt. Så det er spild af energi.

For at anvende din vækstbelysning effektivt bør den lyse nær ved og på planten. Målet er, at så meget som muligt af lyset skal ramme planterne og optages af deres blade. Nutidens LED-lamper afgiver, sammenlignet med datidens glødelamper, relativt lidt varme og kan derfor placeres tæt på planten. Det er så godt at kunne justere højden på selve lampen eller lysstofrøret. Cirka 10-15 cm burde være nok.

Valget mellem lysliste/lysstofrør eller punktbelysning afhænger primært af, hvor meget din dyrkning fylder, og hvilke muligheder du har for at fastgøre belysningen.

Nelson_Garden_ Grow lights_image_5.jpg
Vælg lampe, og placer den sådan, at så meget af lyset rammer så meget af planten som muligt. Foto: Markus Danielsson

Hvornår skal lampen være tændt?

Det, der betyder mest for din planter, er, hvor meget lys de får per døgn. Jo stærkere belysning, jo kortere tid behøver lampen være tændt. Jo svagere belysning, jo længere bør lampen være tændt. Det er ikke nødvendigvis sådan, at mere lys giver bedre vækst. Planten skal også have chancen for at komme til kræfter.

For hobbydyrkeren er det ikke nødvendigt at regne på, hvor længe belysningen skal være tændt. Regn med, at planter, der overvintrer indenfor, har brug for mindst 8-10 timers lys, gerne mere. For frø og stiklinger burde 12-16 timer være nok. Det er altså en god idé at koble en timer til din vækstbelysning. Hvis dine planter står i et vindue, hvor der er godt med lys i løbet af dagen, så er det desuden en god ide at lade den være slukket et stykke tid midt på dagen. På den måde værner du både om miljøet og pengepungen.

Forholdet mellem lys og varme

Mange frø vil gerne have varme for at gro. Rumtemperatur burde række, men for at få ekstra fart på spiringen kan en varmemåtte anvendes. Når planten er vokset op, trives den dog bedre ved lidt køligere temperatur, måske endda lidt køligere end hvad du synes er en behagelig indendørstemperatur. Grundprincippet er, at jo varmere planten har det, jo mere lys skal den have for ikke at blive ranglet.

Nelson_Garden_ Grow lights_image_6.jpg

Hvordan måler vi lys?

Når du står i havebutikken og sammenligner belysning beregnet til dyrkning, vil du se, at måleværdierne er forskellige. Lys kan måles på mange forskellige måder, og det er en jungle at gennemgå alle de værdier, som står på emballagen. Der er ingen af informationerne, der er unødvendige, men hvad, der er relevant for netop dig, afhænger af, hvad du skal bruge informationen til.

Mikromol (μmol) per kvadratmeter per sekund anses for at være den bedste måde at måle, hvor egnet en belysning er til planter. Målingen angiver, hvor meget lys der rammer en bestemt overflade af planten hvert sekund. Hvor mange μmol per kvadratmeter per sekund, en lampe giver, afhænger altså af afstanden mellem lampe og plante, ikke kun lampens kapacitet.

Lumen angiver den samlede lysstrøm fra din belysning – i alle retninger. Lux angiver derimod lysets intensitet, altså lumen per kvadratmeter. Disse enheder er tilpasset følsomheden i det menneskelige øje. De måler altså ikke balancen og intensiteten for det lys, planterne reagerer mest på.

Kelvingrader (K) angiver farvetemperaturen og er også et mål, der er tilpasset efter det lys, som vi ser med vores øjne. En høj værdi går mod blålige toner, mens en lav giver rødlige toner. Generelt kan man dog sige, at et højere gradtal er bedre egnet til plantebelysning.

Watt (W) har intet med selve lyset at gøre, men måler hvor meget elektricitet, din lampe trækker – altså lampens effekt. Et højt Watt-tal indebærer således, at belysningen trækker mere elektricitet. Det kan – men behøver ikke – betyde, at vækstlampen med det højere Watt-tal giver mere lys.

Kilde: Bergstrand, Karl-Johan. 2015. Modern växthusbelysning. ISBN: 978-9-576-8910-8