Tomater fra frø

Herlige, vidunderlige tomater!

Jeg kommer aldrig til at glemme den første gang, jeg satte tænderne i en solvarm ’Black Russian’. Det var som en åbenbaring! Kan tomater smage sådan? Mine små troldeunger har også opdaget, hvor dejligt det er at plukke tomaterne lige fra planten. Det endte med, at jeg til sidst blev nødt til at indrette en tomathave, som børnene selv kunne have, for at kunne have mine drivhustomater i fred. Alle blev begejstrede og samtidig fik jeg lært at dyrke tomater på friland.(

Fordelen ved at dyrke tomater fra frø er, at der findes utroligt mange sorter at vælge imellem, og du kan tilpasse dig efter dine egne dyrkningsmuligheder. Ejer du et drivhus, vælger du en af drivhussorterne, dyrker du i urtepotte på altanen, tager du en af de mange busktomater, og dyrker du på friland, er der en masse af frilandstomater at vælge imellem.

Sådan gør man: Tomater fra frø

1. I marts-april sås tomatfrøene i dyrkningsbeholdere fyldt med såjord. Jeg plejer at bredså mine frø i en brugt vindruekasse, men man også sagtens bruge minidrivhus, pluggbox eller lignende. Sørg for at holde jorden fugtig, og at varmen ikke kommer under 20 grader, tomater spirer dårligt ved lave temperaturer. Dyrkningsbeholderen kan f.eks. placeres over en radiator, men det nemmeste er at bruge et varmetæppe, eftersom det så bliver nemmere at kontrollere varmen. Husk, at der ofte dannes kondens i et minidrivhus, når varmen kommer nedefra – udluft ordentligt for at forhindre skimmelangreb.

2. Når de første rigtige blade kigger frem, er tiden inde til omplantning i urtepotter. Sæt planten så dybt i den nye urtepotte, at de første blade havner lige oven for jorden. Tomater har nemlig den egenskab, at de kan danne rødder langs med stammen, og ved at sætte planten dybt ned, udvikles rodsystemet bedre. Placér tomatplanten i et vindue, der vender mod syd. Ellers skal planten have ekstra belysning i form af en plantelampe eller et plantelysrør. Nu bør planten også stå lidt køligere, cirka 18-20 grader er tilpas. Vand med Biobact Tomatnæring fra og med uge to i den nye urtepotte.

3. Når plantens rødder begynder at kigge ud under urtepotten, og mindst tre bladpar er vokset frem, omplantes planterne igen. Denne gang i en 1-liters mælkekarton. Lav små drænhuller i kartonens nederste hjørne, læg lecakugler i bunden og fyld på med næringsrig jord. Plant tomatplanten dybt, ned til det laveste bladpar, og vand.

4. Visse sideskud skal knipses af, for at planten skal give så stor høst som muligt. Læs på frøposen, om din sort er en sådan. Det gælder om at holde øje med disse vildskud i hele dyrkningssæsonen, eftersom de ellers stjæler næring fra planten, en næring, der egentlig skulle have været brugt til at danne tomater.

5. Når nattemperaturen er kommet stabilt over 8 grader, kan man udmærket plante tomaterne ud i et drivhus eller på friland. En tomatplante behøver en urtepotte med mindst 10 liter jord. Afhærd planterne forsigtigt, inden de plantes ud på friland. Næringsvand med Biobact Tomat i hele dyrkningssæsonen for at få livskraftige planter og ekstra mange tomater i fremtiden.

Tips

Bind tomatplanterne op efter behov, enten ved hjælp af snore, der fæstnes i drivhusets tag, eller ved en plantestøtte, der er blevet stukket ned  i jorden ved siden af planten. Busktomater har intet større behov for opbinding, men hvis de står på en blæsende altan, kan det alligevel være en god idé at støtte planterne.

---

Hvis tomatplanterne står i et drivhus, skal planterne rystes forsigtigt af og til, når blomsterne begynder at springe ud, for at lette bestøvningen.

---

Når tomaterne er modne, kan du nyde dem nyplukkede, i salater eller i madlavningen. Du kan også blende dem og fryse dem ned for senere at bruge dem i stedet for hakkede tomater på dåse. Yderligere et tip er at dele dem i både og tørre dem i ovnen, cirka 80 grader med ovndøren på klem, for at få noget, der minder lidt om soltørrede tomater.