Mormorblomster

Blomsterpragt i mange generationer

Mormorblomster kaldes de stauder, der har eksisteret som indslag i vores haver i lang tid, og omfatter blandt andet akelejer, stokroser, stormhatte, pæoner og lupiner. I dag er de stadig populære både pga. deres skønhed, og fordi de er så robuste.

Disse ville man gerne have til at vokse i sin have eller rundt om huset på landet, allerede da mormor var ung, og som sande overlevelseskunstnere står mange af de gamle planter stadig tilbage i dag og blomstrer rigeligt år efter år. Finder man et forladt hus ude i skoven, kan man være næsten sikker på at finde et par planter, som har overlevet der uden den mindste pleje i mange år.

Men det er ikke nødvendigt at have et gammelt rødt træhus i skoven omgivet af et stort bølgende blomsterhav, for at mormorblomsterne skal komme til deres ret. Der er sorter i alle mulige former og en rank stokrose er lige så dekorativ mod en stram funkisfacade, som en stor velkommende pæon i ensom majestæt lige inden for havelågen.  

Foruden at mormorblomsterne er robuste og kræver minimal med pleje, så imponerer de med deres varierende former, fine bladværk og blomster i alt fra skinnende hvidt til intensiv mørk purpur. På mormors tid var formen og kompositionen af bedene ikke det vigtige, i stedet var det, at man kunne have blomsterpragt i hele havesæsonen. Bedene skulle tiltale øjet fra tidlig maj til den første frost, og med deres forskellige højdepunkter var en blanding af det, vi kalder mormorblomster, derfor perfekt for at få en vedvarende skønhed.

Om foråret og den tidlige forsommer blomstrer sommer-anemone, kodriver, løjtnantshjerte og liljekonval. De får følge af småhjerte i maj, og om forsommeren blomstrer dagliljer, iris, blåkant og pæoner. Senere tilkommer lavendel, stor stjerneskærm, katost og lampepudser i blomsterpragten. Jo længere sommeren varer, desto højere bliver stauderne, og riddersporer, stokroser og stormhat har nået at strække sig rigtigt ud. Ud på efteråret blomstrer asters, høstfloks og sankthansurt. De sidste mormorblomster giver sig ikke, før frosten tager dem.

På mormors tid var sammensætningen af planter altså ikke så vigtig, sådan som det ofte er i vore dages havedesign. Man tænkte i stedet på den enkelte plantes vilkår med hensyn til placering og forudsætninger. Man plantede med rigelig stor afstand mellem planterne, så de fik mulighed for at udvikles på en naturlig måde. I dag fristes man ofte til at sætte planterne betydeligt tættere for at opnå et hurtigere resultat, men det kan være værd at have lidt tålmodighed og tænke på, at mormorblomsterne spreder sig med tiden.

Pleje

Mormorblomsterne er nemme at dyrke og robuste, og når de til sidst har etableret sig, er de næsten plejefrie. Selvfølgelig skal de ældre planter have en vis omsorg, men studs og klip ikke for meget. Vil man skabe indtrykket af en gammeldags mormorhave, skal bedene ikke se for arrangerede ud. Lad planterne vokse ind i hinanden og lad dem, som vil flytte rundt, gøre det ved at selvså sig fra sæson til sæson. Lidt må man rense om foråret, men naturen gør ofte selv et fantastisk designjob.

Ukrudtslugning er som med al plantning vigtig i begyndelsen, når man har anlagt et nyt bed. Efterhånden kommer mormorblomsterne til at få overtaget og danne tætte bede, som ikke giver ukrudtet nogen chance. Mormorblomsterne kræver det ikke, men sætter pris på, at man tilfører kompost om foråret og giver dem en omgang gødning af og til. I varme og tørre perioder bør man vande mormorplanterne, for at de skal fortsætte med at blomstre i al deres pragt. 

Akeleje

Mormors hætte er det svenske kælenavn for akelejen, og denne plante forbinder vi gerne med gamle sommerminder, og man finder den ofte ved ødegårde. Mormor elskede akelejen, ikke blot fordi den er så trofast, men også fordi den gerne selvsår sig, og da kommer op i nye søde skikkelser. Den trives praktisk taget overalt, undtagen hvor det er ekstra tørt, solrigt eller magert. Forskellige sorter er alt fra 10 op til 70 cm høje. Letdyrket, robust, blomstrer længe om sommeren og er meget modstandsdygtig.

Fingerbøl

Fingerbøl er en toårig plante, som danner store bladrosetter det første år og blomstrer med meterhøje stængler i det andet år. Den er også kendt under navnet digitalis og anvendes endnu i dag som hjertemedicin. Dog indeholder planten også meget giftige stoffer og anbefales ikke, hvis der kommer små børn i haven.  Fingerbøl trives bedst på ganske tør og mager jord, og kan dyrkes i næsten hele landet. Den frøsår sig nemt og kan dukke op på de mest ­uventede ­steder, så pas på, at du ikke renser det første års bladrosetter bort. Disse ”flygtninge” bliver ofte fine udråbstegn blandt al anden bevoksning. Højde mellem 1 – 1,5 meter, blomstrer i juli-august, gerne i sol til skygge og på beskyttede steder.

Lupin

Lupiner vokser vildt langs vejkanten helt op til Hälsingland i Sverige, men stammer oprindeligt fra Nordamerika. Den kom til Sverige i begyndelsen af 1800-tallet og blev først dyrket i de finere haver, men man kan tænke sig, at frøene snart også fik lov til at følge med ud på landet. Planten er lav, omkring 50 cm, og er en flerårig, taknemlig haveplante, som vokser hurtigt. Lupinen er til gavn for andre planter, ved at den fikserer kvælstof i jorden og løsner den op og henter næring op med det dybe rodnet. Blomstrer længe fra juli til september, er en favorit for bier og blomster og tåler tørke i stor udstrækning.  Sås om foråret eller forsommeren og trives på de fleste jordtyper. Spreder sig med frø.

Ridderspore

Ridderspore hører til de mest pragtfulde af alle mormorblomsterne og hæver sig majestætisk over de fleste andre planter i bedet. Den fås i hvid og alle nuancer mellem rosa og mørkeblå. Den er en trofast klassiker, som elsker sol og meget varme, og de forskellige sorter er et- til flerårige. Højden varierer fra 30 til 150 cm, så planten kan behøve støtte af andre planter eller bør bindes op. De høje blomsterstande giver bedet en effektfuld højde og struktur. Ridderspore vil gerne have næringsrig jord med god dræning og trives bedst på en solrig vokseplads, hvor der er beskyttelse mod blæsten. Rødderne skal helst stå køligt og fugtigt.

Stor blåklokke

Den store blåklokke kaldes ofte for engenes og overdrevenes blomst, og de første klokker springer ud tilpas til sankthans. Panten ses ofte i haver, som er inspirerede af naturen og trives på mager og veldrænet jord, sådan som den har det på en eng. Sås spredt på voksestedet mellem marts og juni, og jorden skal holdes fugtig, indtil frøene gror. De blå klokker er fine som snitblomster, og denne generte skønhed trives år efter år i solen, og den bliver mellem 40 og 80 cm høj.